Göring blev født i 1893 i Bayern som søn af en tysk kolonitjenestemand. Som mange af nazisternes ledere kom han fra Første Verdenskrig med et klart ønske om at forstå Tysklands nederlag. Han gjorde karriere som jagerflyver i Rigobert von Richthofens eskadrille og modtog Pour le Mérite, en af Tysklands højeste militære udmærkelser.[1]

Efter krigens afslutning blev han en tidlig tilhænger af nazistpartiet. Han deltog i 1923 i ølkælderkuppet mod republikken, hvor han blev såret. Skaden førte til et alvorligt morfinmisbrug, som han aldrig helt slappede af fra.[2]

Da nazisterne kom til magten i 1933, blev Göring udnævnt til preussisk indenrigsminister. Det var i denne periode, at han fik etableret det hemmelige politi, som senere blev til Gestapo. Senere fik han ansvaret for oprustningen af det tyske luftvåben, Luftwaffe.[3]

I 1939 udnævnte Adolf Hitler Göring til sin officielle efterfølger. Göring var på det tidspunkt Tysklands næstmest magtfulde mand – en loyal mand, der i en lang årrække nød Hitlers tillid.[1]

Forholdet til Hitler krakulerede dog i foråret 1945. Da de allierede stod ved Berlins porte, forsøgte Göring at overtage den politiske magt, efter at Hitler ifølge Görings vurdering var lammet. Hitler reagerede med raseri, erklærede Göring for forræder og fjernede ham fra sin stilling.[4]

Göring blev imidlertid ikke straffet af de allierede. I stedet blev han taget til fange af amerikanske styrker og ført til Nürnberg, hvor den internationale militærdomstol i efteråret 1945 begyndte retsopgøret mod nazisternes leder. Han var tiltalt for sammensværgelse, forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.[2]

Göring stillede sig ikke passivt i retssalen. Han forberedte sig grundigt og gjorde, hvad han kunne, for at fremstå som en pligtopfyldende officer, der blot havde adlydt ordrer. Dommerne lod sig dog ikke imponere. Den 1. oktober 1946 blev han idømt døden ved hængning.[2]

Kort før eksekutionen kunne gennemføres, lykkedes det ham imidlertid at begå selvmord i sin celle. Han efterlod ingen tvivl om, at han ønskede at undgå ydmygelsen ved at blive henrettet som en almindelig forbryder.[3]

Hans død blev imidlertid ikke fortællingens slutning. Den blev begyndelsen på en lang række konspirationsteorier og myter – herunder en af de mest sejlivede påstande om Göring: at han skulle have været ekstraordinært intelligent, fordi hans IQ angiveligt lød på 138.

Historien om Görings IQ går tilbage til Nürnberg, hvor den amerikanske psykiater Douglas Kelley og psykologen Gustave Gilbert interviewede de fængslede nazister. Ifølge den udbredte fortælling skulle Göring have scoret 138 – et tal, som senere er blevet gentaget i utallige biografier, artikler og dokumentarfilm.[5]

Men i en videnskabelig gennemgang af sagen påpeges det, at der ikke findes nogen primær kilde, der dokumenterer tallet. Tværtimod. Den oprindelige testprotokol fra Nürnberg er ikke bevaret, og der er ingen samtidig optegnelse, der bekræfter, at Göring overhovedet gennemførte en standardiseret IQ-test.[5]

Alligevel er tallet 138 i dag blevet en fast bestanddel af historien om Göring. Det er værd at tænke over, hvorfor vi har så travlt med at kategorisere mennesker med intelligensmål – også selvom kilderne er tynde. På den måde siger myten om Görings IQ måske mere om vores eget behov for at forstå det uforståelige, end den gør om den virkelige Göring.

Görings anden hustru, Emmy Göring, blev født som Emmy Sonnemann og var en kendt skuespillerinde fra byen Hamburg. Hun blev gift med Göring i 1935 og blev dermed en af de mest omtalte kvinder i nazistaten. Efter krigen blev hun idømt en mindre straf og levede videre i Vesttyskland, hvor hun døde i 1973.[6]

Parrets eneste barn, datteren Edda Göring, blev født i 1938. Hun blev uddannet jurist, men levede et bevidst tilbagetrukkent liv. Gennem hele sit voksne liv undgik hun så vidt muligt offentlighedens søgelys – noget, der skyldtes forældrenes fortid. Edda Göring døde i 2018 uden at efterlade sig børn.[2]

For eftertiden er familien Göring blevet et eksempel på, hvordan nazisternes nære familier ofte forsøgte at distancere sig fra fortiden – men uden nogensinde helt at slippe fri af den.

Efter sin død blev Göring genstand for en lang række konspirationsteorier. En populær historie hævdede, at hans lig skulle være brændt i en krematorieovn i den tidligere koncentrationslejr Dachau. Historien er imidlertid ikke dokumenteret og betragtes i dag som endnu en af krigens mange myter.[5]

Det vigtigste spørgsmål er imidlertid ikke, hvorvidt Göring var mere intelligent, end kilderne kan dokumentere. Det vigtigste er, hvad hans historie fortæller os om menneskelig magt, ideologi og moral. For Göring var ikke et uforklarligt monster fra en anden planet. Han var en ambitiøs officer, der i en årrække nød stor magt, og som – da magten gled væk – valgte at tage sit eget liv frem for at stå til regnskab for sine handlinger.

Det er måske den egentlige grund til, at vi stadig taler om ham: ikke fordi han var et geni, men fordi han var et menneske, der besad en farlig kombination af evner, ambitioner og mangel på moralske grænser.